Kobberbassen

En af de bedste fiskefluer der findes

Der findes facebook grupper der hylder denne flue, og selvom det måske er lidt for sjov de er blevet oprettet siger det alligevel lidt om, hvor effektiv denne flue er.

Det er en flue der er utroligt nem at binde, findes i et utal af variationer og andre klassiske fluemønstre har "kobberbasse varianter", hvor der bruges kobber dubbing i stedet for det der normalt bruges til den pågældende flue.

I den "rene version" af fluen er det mere eller mindre bare en klat kobber dubbing der viklet rundt om en krog så det ligner en tangloppe. Thats it, ikke mere end det.

Det skal nok fange fisk, og det er en kobberbasse - men man skylder næsten fluen at være lidt mere påpasselig med hvordan den "designes".

Bindevejledning

Eivind har tilføjet en lille ting til sin version af kobberbassen som jeg også er begyndt at bruge... En kobber rib (Jeg bruger så godt nok en rød metal tråd, men ideen er den samme). Det får fluen til at holde til mange flere fisk. Uden denne rib holder den måske kun til 3-4 fisk, og det fanger man nærmest i timen med denne flue på en god dag.

Det er også værd at lille mærke til at han prøver at forme fluen som en tangloppe. Jeg tror fiskene er lidt ligeglad med dette, men det ser pænt ud og er mere naturtro.

Man kan også med fordel have et par kobberbasser i sin æske der har et kuglehoved i kobber. Det får fluen til at "hoppe" mere under indtagning og kan være det der får fisken til at hugge.

Store fluer, store fisk

Nuvel, det siger man jo - men denne 3.1 kg havørrede fra Mariager Fjord er taget på en kobberbasse i størrelse # 10. Det er vel ikke en stor flue, men jeg syntes da det er en stor fisk.